Light-produkter

Er det godt eller skidt med kunstigt fremstillede sødestoffer?

Af Klinisk Diætist Klaus Frobenius v. Klinik for Helbred og Sundhed

 

Sukkerfrie produkter indeholder som oftest et kunstigt sødestof, som eksempelvis aspartam, stevia eller sukrin. Sødemidler findes i slik, light sodavand – og andre light produkter. Især indeholder fødevarer, der er produceret med henblik på et vægttab (slankeprodukter) eller styring af blodsukkeret (diabetesprodukter), ofte kunstige sødemidler.

 

I denne artikel fokuserer jeg på sødestofferne aspartam, Stevia og Sukrin, der er nogle af de kunstige sødemidler, som du hyppigt kan støde på i fødevarer. Mange af de samme fakta gør sig dog gældende for flere andre kunstige sødemidler, herunder sukralose, sakkarin, med flere.

 

 

De kunstigt fremstillede sødestoffer

Sødestoffer bidrager med en sød smag og indeholder ingen eller færre kalorier end sukker. Det er lidt forskelligt hvor mange kalorier sødestofferne indeholder, men generelt kan sødestoffer inddeles i to kategorier: De energigivende, der indeholder ca. 50% færre kalorier end sukker, og de ikke-energigivende, der indeholder ca. 0 kalorier – jeg skriver ca. fordi de kan indeholde minimalt med kalorier, men så lidt at man generelt ikke tæller det med i kalorieregnskabet.

 

Aspartam, Stevia og Sukrin regnes alle for ikke-energigivende sødestoffer.

Se listen over alle sødemidler nederst i denne artikel.

 

 

 

Sødemidler er tilsætningsstoffer – både de kunstige og de naturlige

Sødestoffer betragtes som tilsætningsstoffer og har derfor et E-nummer. Generelt ligger sødestoffernes E-numre indenfor intervallet E 950 –  E 968.

 

Alle tilsætningsstoffer skal have et E-nummer, og alle tilsætningsstoffer med et E-nummer er godkendt og risikovurderet af Europæiske fødevareautoritet (EFSA). Man kan derfor som forbruger være sikker på at der ingen sundhedsmæssige risici er ved at indtage fødevarer med E-numre, så længe man holder sig under anbefalingerne for acceptabelt dagligt indtag (ADI).

 

Bemærk, at alle tilsætningsstoffer – både de kunstigt fremstillede og de helt naturlige, får et E-nummer.

 

 

Aspartam (E 951)

Aspartam fremstilles kunstigt ved at splejse to aminosyrer. Aminosyrer er populært sagt byggestenene i vores proteiner, og findes derfor også i animalske fødevarer, såsom kød, æg, mejeriprodukter samt i visse grøntsager og frugt. Selvom aspartam altså er fremstillet kunstigt, er sødestoffet ikke fremmed for kroppens omsætningsapparat.

 

 

Stevia (E 960)

Mange tror at Stevia er et naturligt sødemiddel på grund af Stevia planten (Stevia rebaudiana). Sødestoffet Stevia, består af steviolglykosider, der er oprenset kemisk fra stevia planten. Derfor er sødemidlet ikke 100% naturligt. Selve Stevia planten har ikke været testet med henblik på om planten er egnet til konsumering.

 

Sødemidlet stevia er ca. 450 gange så sødt som sukker og påvirker ikke blodsukkeret nævneværdigt.

 

 

Sukrin (E 968)

Sukrin består af sukkeralkoholet erythritol, som forekommer naturligt i frugt. Ligesom Stevia, lanceres Sukrin fejlagtigt som et naturligt sødemiddel, men Sukrin fremstilles dog industrielt til salg. Sukrin er ca. 70% så sødt som bordsukker, og påvirker heller ikke blodsukkeret væsentligt.

 

 

 

Slanker sødestoffer?

Sødemidler bruges ofte i slankeprodukter, og netop de ikke-energigivende sødemidler kan være gode alternativer til bordsukker for personer, der ønsker et vægttab.

 

Det debateres dog for tiden, hvorvidt sødemidler indirekte kan påvirke et vægttab uhensigtsmæssigt, idet de stimulerer hjernen på samme måde som et sukkerholdigt måltid, og igangsætter de hormoner og signalstoffer, der indgår i belønningsmekanismen. Sødemidler “snyder” dog kroppen for et reelt måltid, selvom kroppen får en tilsvarende belønning. Forskere mener at dette for nogle personer kan føre til cravings og overspisning – og på sigt overvægt og livsstilssygdomme, herunder sukkersyge. Forskningen på dette område er som sagt lidt tvetydig, idet der endnu ikke ligger klare forskningsresultater på hvorvidt sødemidler har denne effekt på kropsvægten. Desuden er personer er forskellige, ligesom vores fysiologiske responser er individuelle.

 

 

Aspartam, Stevia og Sukrin til diabetikere

Både aspartam, Stevia og Sukrin påvirker ikke blodsukkeret, og giver altså ikke en blodsukkerstigning efter indtagelse. Derfor kan disse sødestoffer være gode alternativer til bordsukker for diabetespatienter eller andre personer, der har behov for at kontrollere blodsukkeret.

 

 

 

 

Sødemidler godkendt til konsum

 

De energigivende

Sorbitol (E 420)

Xylitol (E 967)

Mannitol (E 421)

Maltitol, maltitolsirup (E 965)

Isomalt (E 953)

Lactitol (E 966)

 

 

De ikke-energigivende

Aspartam (NutraSweet®) (E 951)

Steviol Glycosid (E 960)

Erythritol (Sukrin) (E 968)

Acesulfam K (Sunett®) (E 950)

Thaumatin (E 957)

Neohesperidin DC (DC=dihydrochalcon) (E 959)

Sucralose (E 955)

Cyklamat (E 952)

Sakkarin (E 954)